I første halvdel af oktober måned forvandles skovene især i USA’s nordøstlige stater, under et kaldet New England, til helt utrolige farveorgier. Efterårsløvet på især ahorntræerne antager intense gule, orange og røde farver, så det synes, som om hele bjergskråninger står i flammer. Alle billeder på dette opslag er fra min rejse i USA i 2006.
De første billeder på denne side er fra omkring Mount Greylock i staten Massachusetts i New England. Du kan læse om mine indtryk fra rejsen på dette link:
Appalachian Trail er en særdeles berømt vandrerute, som løber ubrudt næsten 3.500 kilometer gennem bjergkæden Appalachian Mountains, fra Georgia i syd til Maine i nord. Vandreruten går bl.a. via Mount Greylock i Massachusetts, hvor billedet herover er taget.
Det varierer en smule fra år til år, hvornår farveorgiet er på sit højeste. Mest intenst er det efter en periode med solrige dage og kolde nætter. Der findes ligefrem hjemmesider, som løbende informerer herom.
De følgende 4 sidste billeder herunder er fra Shenandoah National Park i Appalacherne i Virginia. Også her kan man opleve efterårets magiske farvesymfoni:
Herunder følger et lille uddrag af rejsedagbogen.
Farveorgiet
Da vi kører ind i Massachusetts denne sene eftermiddag i oktober, kan vi se, at forvandlingen fra sommer til vinter er i fuld gang: Skove, ja hele bjergskråninger, synes at stå i brand, – en sand farveeksplosion i gult og gulgrønt over orange til knaldrødt og videre til dybt vinrødt og mørkviolet. Som havde en kæmpemæssig malerpensel duppet træernes kroner med de mest fantasifulde farver.
Vejen snor sig gennem et utroligt smukt, kuperet landskab, og hver kurve på vejen åbenbarer stadigt nye farvepaletter, som synes mere mageløse end de foregående. Særligt skovene i New England i den nordøstlige del af USA, bl.a. i staterne Massachusetts, Vermont og New Hampshire, er berømte for dette særdeles betagende, årligt tilbagevendende naturfænomen. Når løvfaldet nærmer sig, og bladenes klorofyl går til grunde, træder andre farvepigmenter frem i en sådan grad, at skovene iklæder sig nærmest overnaturlige farver.
Jeg rejser med mine amerikanske venner, Laurie, Pat og 11-årige Eranthis, og turen går til Berkshire Hills, et bjergområde i det nordvestlige hjørne af Massachusetts, ikke langt fra Vermont. Området tiltrækker hvert år utallige naturvandrere, – mennesker, som nyder den særlige aktivitet, som her kaldes “leaf peeping”, det at beundre efterårsskovenes ufattelige farvesymfoni.
Vi er heldige gennem en hel weekend at have det flottest tænkelige vejr med fuld sol og dybblå himmel. Vi vandrer ad afmærkede stier op over det 1.064 meter høje Mount Greylock, Massachusetts’s højeste bjerg. Selv om jeg efter de første 100 fotos siger til mig selv: “Ok, ikke flere …”, må jeg alligevel straks efter have fat i kameraet igen, da endnu et motiv synes at overgå de forrige.
Det er især træer af ahorn-familien, med det engelske navn maple, som udmærker sig ved de mest exceptionelle farver. Bladenes gule og orange farver skyldes de såkaldte xanthofyller og carotener, som også om sommeren er til stede i bladene, men hvis farver da overskygges af det dominerende grønne klorofyl. Den røde farve skyldes derimod pigmenter kaldet antocyaniner, som opstår før løvfald ved omdannelse af glukose i bladet i forbindelse med, at bladet dør. Dannelsen af det røde pigment kræver sollys, og derfor er farveintensiteten størst efter perioder med solrige dage. Blandt andet af den grund varierer skovenes farvepragt fra år til år.
JKO, 2006
Jens Kristian Overgaard 