Fangstmetoder

Følgende fangstmetoder er herunder – i nævnte rækkefølge – beskrevet og illustreret med billeder:

• Sommerfuglenet
• Lyslokning
• Giftfælde
• Giftfri fælde
• Sukkerlokning
• Hunlokning
• Klækning fra larver
• Klækning fra æg
• Pæle & træstammer

1.  SOMMERFUGLENETTET. Det (ikke mindst fra vittighedstegningerne) velkendte sommerfuglenet bruges stadig i vid udstrækning, især til dagsommerfugle, men bestemt også til fangst af natsommerfugle i skumringen og om natten ved kunstigt lys:

Herover er det Karen og Erik Hansen, som i 2002 er på jagt ved Rødhus i Nordjylland, og herunder er det indfødte i det centrale New Guinea i 2005, som har lånt mit medbragte sommerfuglenet:

Selve nettet kan i øvrigt afmonteres fra stangen, og netringen kan foldes sammen.

Undertiden skal man være særdeles hurtig, hvis man vil gøre sig håb om at indfange en særligt kvik sommerfugl. Herunder er det Allan Hartz, som i 1972 er på jagt efter en flyvende Natpåfugleøje (S. pavonia) i Læsten Bakker ved Randers.

2.  LYSLOKNING. De fleste af Danmarks cirka 900 arter af natsommerfugle kan tiltrækkes med kunstigt lys om natten. I praksis bruges oftest kviksølvlamper, som udsender en stor andel af ultraviolet stråling. Typisk vil man placere et hvidt lagen under eller bag lampen, samt nogle æggebakker, hvori natsommerfuglene søger skygge og falder til ro:

Herover er Flemming og Erik Hansen i gang med lyslokningen ved Bøtø Plantage på Falster i 1975, og herunder ses JKO ved en lyslokning i Hannenov Skov på Falster i 1970.

Og hvor får man så lige 220 Volt vekselstrøm fra, når man sidder ude i en stor skovmose eller på en øde hede ved midnatstid? Jo, man medbringer selvfølgelig sit eget elværk: en lille, transportabel generator, som drives af en benzinmotor. Herunder ses 3 Honda-generatorer blive klargjort til nattens fangst på Læsø i 1972. T.v.: Jens Bjerring Poulsen; t.h. Allan Hartz.

3.  GIFTFÆLDER. En særlig variant af lyslokning udgøres af brugen af giftfælder. Kviksølvlampen placeres oven over en lukket beholder, hvori er placeret en flaske med gift, samt en væge, så beholderen fungerer som gaskammer. Alle sommerfugle (og andre insekter), som indfanges af fælden, dræbes, og antallet af dræbte sommerfugle kan efter en god nats flyvning beløbe sig til adskillige tusinde. Giftfælder bruges i vid udstrækning af amatørsamlere i Danmark, men personligt tager jeg stærkt afstand fra brugen af giftfælder på grund af det kolossale og unødvendige massedrab. Det følgende billede fra 1986 af undertegnede med en giftfælde viser dog, at jeg ikke altid har set sådan på det…:

4. GIFTFRI FÆLDE. Efter min mening er det mere skånsomt over for naturen og langt mere etisk at anvende en giftfri fælde: En trækasse fyldt med æggebakker (for at holde natsommerfuglene i ro), med en kviksølvlampe placeret i en stor parabolskærm af aluminium ovenover kan tiltrække lige så mange sommerfugle som en giftfælde, men i modsætning til sidstnævnte bliver sommerfuglene ikke dræbt. Man kan udvælge sig eventuelle eksemplarer til sin samling eller til fotomotiver og lade resten flyve igen. Herunder ses den giftfrie fælde, jeg igennem mange år har anvendt i min have i Klarup:

Ud over æggebakkerne finder man i kassen en tragt, som tillader regnvand at løbe ud gennem et hul i bunden, samt en lille lavenergipære på fx 5 Watt. Denne pære er tændt hele natten og næste dag med, indtil det er belejligt at røgte fælden, og den har den virkning, at natsommerfuglene forholder sig i ro, i modsætning til, hvis kassens indre var helt mørklagt:

Såvel giftfælder som giftfrie fælder styres nemmest af et automatisk tænd-/slukur. Ved røgtningen dagen efter kan natsommerfuglene sidde tæt i æggebakkerne:

5.  SUKKERLOKNING. Sukkerlokning er en ældgammel metode til fangst af især den gruppe af natsommerfugle, som kaldes Ugler. Men også til fangst af visse arter af dagsommerfugle er metoden effektiv. I gamle dage, dvs. indtil omkring 1990, var det almindeligt at smøre såkaldt sukkerlokning, – en blanding af sirup, mørk farin, honning, hvidtøl, rødvin, gæret frugt, – på træstammerne omkring solnedgang. Typisk ville man vælge en rute på ½ – 1 kilometer og smøre på træstammerne med passende mellemrum. Efter mørkets frembrud røgtes lokningen med en kraftig lygte, fx en pandelampe, og da kan der sidde adskillige natsommerfugle på hver “plet”. Herunder et billede af Per Brix ved sukkerlokning i Asserbo Plantage i 1969:

Herunder: Metoden med sukkerlokning er meget effektiv, både over for natsommerfugle og dagsommerfugle. Utroligt nok kan sommerfuglene registrere selv de svageste duftspor af sukkerlokning, undertiden selv i dagevis efter, at den er smurt på. Herunder ses en stor flok admiraler på sukkerlokningen i Lille Vildmose i 2019:

Omkring 1990 skete der en reformation af sukkerlokningsmetoden, idet de fleste gik over til at ophænge snore af ca. en meters længde på grene og buske, – hampereb, som i længere tid har ligget i en lage af rødvin blandet med mørk farin og meget gerne gærede blommer eller gærede bananer. En tommelfingerregel siger: 1 kg mørk farin opløses i 1 liter billig rødvin ved opvarmning. Derefter tilsættes eventuelt gærede blommer eller gærede bananer. Snorene ligger i denne lage hele året igennem. Metoden har vist sig mere effektiv end den gamle metode med at “smøre”, og den har yderligere de fordele, at man altid kan placere en snor, hvor det tidligere ikke var muligt at “smøre”, samt at man kan samle snorene med den overskydende lokning ind igen:

At metoden med sukkersnorene også er virksom over for dagsommerfugle, ses af dette billede fra 2003 af “Det hvide C” (P. c-album) på en snor i Skærsø Skov ved Ebeltoft:

En art, som er særdeles ivrig efter sukkerlokning, er Admiral. De følgende billeder fra Lille Vildmose, 2017, viser hvor effektiv metoden med snorelokning er over for bl.a. denne art.

6.  HUNLOKNING. Hvordan finder natsommerfuglenes hanner og hunner hinanden i nattemørket? Jo, hunnerne udskiller nogle artsspecifikke duftstoffer, de såkaldte feromoner, som hannerne er i stand til at sanse, takket være avancerede lugteorganer placeret i hannernes følehorn. Dette kan man som sommerfuglesamler udnytte, hvis man er i besiddelse af en nyklækket hun. Hunnen må blot ikke være parret, for udsendelsen af feromonet ophører øjeblikkeligt (af praktiske grunde) i det øjeblik, parringen indledes. En uparret hun kan tiltrække hele sværme af hanner af samme art!

At det er hannen, og ikke hunnen, der er pålagt opgaven af finde sin partner ved at snuse sig frem, ses tydeligt af de to næste billeder. Det øverste billede forestiller en han af arten C. pennaria, med de meget veludviklede lugteorganer i følehornene. Det nederste billede forestiller en hun af samme art:

7.  KLÆKNING AF LARVER. En hyppigt anvendt aktivitet er at klække den voksne sommerfugl (imago) fra den tilsvarende larve. Sommerfuglenes larver lever ofte på helt specifikke plantearter, såvel lave planter som træer og buske. En velkendt metode til larvefangst er “at banke larver”: Man holder en omvendt, opslået paraply under det træ eller den busk, man ønsker at undersøge for larver, hvorefter man med en kæp slår hårdt mod grenene. I heldigste fald vil de søgte larve falde ned i paraplyen. Her ses Allan Hartz i færd med “at banke larver” i Klim Klitplantage i 2011:

De fundne larver kan placeres i dertil egnede larvebure, hvor de i den efterfølgende tid fodres med friske blade fra den rette værtsplante, indtil larverne forpupper sig. Herunder ses to eksempler på larver af danske natsommerfugle. Øverst M. castrensis; nederst Græsspinder, E. potatoria:

Efter en periode, der kan strække sig fra alt fra et par uger til et helt år, kan man forvente at se en nyklækket og fuldstændigt fejlfri sommerfugl forlade puppehylstret i klækkeburet. Herunder ses en nyklækket Blommemåler (A. prunaria) i klækkeburet:

8.  KLÆKNING FRA ÆG. En særlig variant af larveklækning er at lade en indfanget hun lægge æg i fangenskab. En sommerfuglehun kan lægge op til flere hundrede æg, og hvis man orker besværet og arbejdet, er det på denne måde muligt at klække et helt kuld søskende, stammende fra den samme hun. Som samleobjekt synes jeg ikke, det er interessant at basere sin samling på “klækkede æglægninger”, idet alle individerne er “søskende”. Men fordelene kan være, at man kan lære meget om arternes biologi på denne måde, samt at man opnår utroligt smukke og ubeskadigede eksemplarer. Herunder ses resultatet af en “æglægnings-klækning” af Birkespinder, E. versicolora:

9.  PÆLE OG TRÆSTAMMER. En del natflyvende arter, især fra Ugle-familien og Måler-familien, ynder at sætte sig til hvile i dagtimerne på træstammer eller hegnspæle. Det er ganske spændende og udfordrende at forsøge at få øje på disse sovende sommerfugle, som ofte er fremragende godt camouflerede. Som nu denne B. strataria på en fyrrestamme:

Herunder: Et af de mest ekstreme eksempler på camouflage blandt sommerfugle er de to Birkemålere (B. betularia) på fyrrestammen herunder:

Herunder: Denne art fra Ugle-familien, C. ligustri, kan også godt være med, når det gælder camouflage:

Herunder: Lidt lettere går det nok med at få øje på de følgende 3 eksempler fra Ugle-familien (C. umbratica, A. sphinx og A. oxyacanthae):

Advertisement