Indsamling og præparation

På denne side kan du læse om, hvordan sommerfuglene kan aflives og præpareres for senere at indgå i en samling.

Det centrale redskab er giftglasset, et tætsluttende glas, ofte med et lag savsmuld i bunden, oven over hvilket man støber et ½ – 1 cm tykt lag af gips. Nogle dråber af den anvendte flydende gift hældes i glasset, hvor den opsuges af gipslaget. Mange forskellige typer af gift har været brugt gennem tiderne, men i dag bruges formentlig oftest ethylacetat, også kaldet eddikeæter.  Oven på gipslaget placeres et lag vat for at skåne sommerfuglens vinger under dødsprocessen. Sommerfuglen i giftglasset bliver bevidstløs efter ganske få sekunder. Særdeles velegnede som giftglas er de glas, som fås med Café Noir pulverkaffe. (Det er dog ikke dem, som ses på billedet herunder.)

710

Når sommerfuglen er helt død – typisk efter ca. ½ time – placeres den på et vatlag i en såkaldt opblødning eller blødeæske, – en plastæske eller lille krukke med fugtigt papir i bunden. Her bør sommerfuglen ligge i ca. 1 – 1½ døgn, så dødsstivheden kan fortage sig før den endelige præparation:

720

Næste dag følger så den egentlige præparation, som består i at spænde sommerfuglens vinger op i en præsentabel stilling. På billedet herunder ses det nødvendige udstyr til at foretage præparationen. Det vigtigste objekt er spændebrættet, som sommerfuglen fæstnes til, efter at en speciel lang og tynd nål, en såkaldt insektnål, er stukket gennem sommerfuglens forkrop. Uundværlig er også en pincet; ikke en frimærkepincet, men en tandlægepincet med svaj i spidsen. Spørg eventuelt din tandlæge, om du må få en af dennes aflagte pincetter. Plastboksen til venstre på billedet er opblødningen:

745

Sommerfuglen placeres med kroppen i spændebrættets rille, og vingerne trækkes ganske forsigtigt fremad på spændebrættet, hvorefter de fastlåses i den valgte position ved hjælp af halvgennemsigtigt papir (fx arkitekt-tegnepapir), som holdes fast af nipsenåle. Til at trække vingerne i den rette position bruges ultratynde insektnåle, fx nr. “00”, som er de næsttyndeste, – noget a la akupunkturnåle -, og som ikke beskadiger de sarte vinger. Det er almindelig kutyme at lade bagkanten af forvingerne danne en ret vinkel med spændebrættets rille.

Det kræver lidt øvelse… To ting, som er meget afgørende for et godt resultat, er dels, at man får nålet sommerfuglen korrekt, dvs. vinkelret på kroppen, og dels, at kroppens længdeakse under hele præparationen holdes parallel med spændebrættets rille.

Her er det en Poppelsommerfugl fra Öland i Sverige, som er under behandling:

770

Efter at vingerne er på plads, resterer endnu tre småting: 1. Følehornene anbringes, så de peger skråt fremad, parallelle med kanterne af forvingerne. 2. Forbenene trækkes frem og anbringes, så de hviler på kanterne af spændebrættets rille. Til både følehorn og forben kan med fordel anvendes en hæklenål. 3. Bagkroppen understøttes i en vandret position ved hjælp af en lille vatkugle. Til slut dækkes den resterende del af vingerne med papir, og sommerfuglen forsynes med en foreløbig etiket med oplysning om fangststed og dato:

780

De mere eller mindre fyldte spændebrætter bør opbevares i en tætsluttende spændebrætkasse som værn mod skadedyr:

785

Når sommerfuglen har siddet til tørring på spændebrættet tilstrækkeligt længe, typisk en måneds tid, fjernes nåle og papir, og sommerfuglen forsynes med sin blivende etiket med information om lokalitet og dato, samt indsamlerens navn (mangler dog her):

800

Lidt mere om insektnåle: Disse findes i forskellige tykkelser, angivet ved tal: 000 – 00 – 0 – 1 – 2 – 3 – 4 – 5, hvor 000 er den tyndeste, og 5 er den tykkeste. Selv bruger jeg størrelse 2 til næsten alle arter af såvel dagsommerfugle som natsommerfugle. Til særligt spinkle dyr bruger jeg størrelse 1, og til særligt kraftige dyr bruger jeg størrelse 3. Som allerede nævnt bruger jeg altid størrelse 00 til at trække vingerne på plads på spændebrættet.

Herunder ses en tommelfingerregel for, hvor længe de herover skitserede processer varer, – før sommerfuglen kan placeres i samlingen, hvor den i praksis kan holde sig uendeligt med den rette opbevaring. Men herom mere under næste undermenupunkt.

850

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s